Historie.

Når middelalderens riddere i England rejste bort fra deres besiddelser i lange perioder og gerne ville beskytte og bevare disse besiddelser, overførte de ofte det formelle ejerskab til en anden person, de havde tillid til (trust), f.eks. en nær ven. Det skete ved en aftale, hvor det var underforstået, at ejerskabet ville blive ført tilbage, når ridderen vendte hjem igen.

I de fleste tilfælde fik den hjemvendte ridder sit gods tilbage uden problemer. Men der opstod situationer, hvor den formelle ejer, som havde passet besiddelserne som ridderens betroede forvalter (trustee), afviste at tilbageføre ejerskabet til trods for aftalen mellem ridderen og ham. Desværre for ridderen var den aftale, han havde indgået, uden retskraft under engelsk common law, og domstolene tillagde oftest den nye ejer retten til besiddelserne, på trods af dennes aftale med ridderen om det modsatte.

Efterhånden som uenighed om ejerskab blev mere almindeligt, blev der udviklet særlige regler for lighed, rimelighed og retfærdighed (equity), som virkede parallelt med common law. Hermed sikredes, at en almen interesse i ejendomsret, kunne eksistere side om side med juridiske formaliteter.

Mens common law prioriterer klarhed og sikkerhed for resultatet, sigter bestræbelserne for lighed og rimelighed mere retfærdighed og fornuft. Ved at benytte de nye regler, begyndte relevante justitsmyndigheder (bl.a. Court of Chancery i England og i Delaware i USA) at skelne mellem den juridiske og den retfærdige ejer af besiddelserne. Det gjorde det muligt for en person juridisk at eje og forvalte besiddelser på en anden persons vegne, uden at den formelle ejer fik noget udbytte af selve besiddelsen. Det er dette princip, der ligger til grund for anvendelse af en trust.

Tilbage til Trust fonde oversigt

Back to Top